Muzeum Izba Polska
  • Rekruttering og ankomst af sæsonarbejdere.

    Det var den intense dyrkning af den nye afgrøde – sukkerroer, som krævede stor arbejdskraft.

    I årene 1893-1912 er sæsonarbejdere kommet til Danmark fra Galizien, som på den tid var den nordvestlige del af Østrig-Ungarn, et mindre antal fra Preussen og fra Rusland (fra polske områder som var under russisk og preussisk deling). Der kom ligeledes et mindre antal af sæsonarbejdere fra Rusland.

    • Rekruttering og ankomst af sæsonarbejdere.
    • Rekruttering og ankomst af sæsonarbejdere.
    • Rekruttering og ankomst af sæsonarbejdere.

    Galizien, fra hvilken de fleste sæsonarbejdere kom, var en af de fattigste dele af Østrig-Ungarn. Der blev hovedsaglig rekrutteret fattige landsbybeboere, som ikke havde mulighed for at købe en billet til Amerika, hvortil de rigere naboer emigrerede. Landsbyer i Galizien var meget overbefolkede, og derfor var det nemt at skaffe billig arbejdskraft der. Den første gruppe af polske sæsonarbejdere kom på Lolland i 1893. Det var sandsynligvis mennesker, der ikke har fundet arbejde i Tyskland. De kom hertil grundet mangel på lokal arbejdskraft efter at der i begyndelsen havde været svenske sæsonarbejdere.

    Det var mellemmænd og tilsynsførende, der efter tysk model tog sig af rekrutteringen. Heraf navnet ”Aufseher”.

    Op til 1908, hvor der blev indført reguleringer vedrørende arbejde af sæsonarbejdere, har godsejerne indgået kontrakter med Aufseher. Aufseher har taget sig af rekrutteringen, har hentet dem til Danmark, ført tilsyn over deres arbejde, sikret mad, solgt næringsmidler og udbetalt lønninger. Aufseher - hovedsaglig de tyske påtog sig rekrutteringen i Østrig -Ungarn uden tilladelse fra Arbejdsministeriet. Idet de ikke har haft kontakter ude på landet. i Galizien har de anvendt mellemkomst af kromænd, lærere og endda katolske præster mod et lille honorar.

    De rekrutterede arbejdere blev kørt til samlingsstedet i Myslenice i nærheden af Krakow og herefter med toget til Oswiecim, som på den tid var et af vigtigste jernbaneknudepunkter i Østrig-Ungarn. Herfra blev sæsonarbejdere kørt til Rostock, for at sejle med skib fra Warnemünde til Gedser. Fra havnen i Gedser blev de polske kvindelige arbejdere kørt rundt til enkelte godser. Kvinderne (pigerne) medbragte små trækufferter, der blev fremstillet af landssnedker, dokumenter, bønnebøger, hellige billeder, små bærbare altre, festlige dragter, uldtørklæder, som var en populært læ i kulde og ved regn, tøj og sommetider også sengetøj. I hvide bylter af lærredsservietter har de transporteret brød, svinefedt og ost – som grundnæring under rejsen, der har varet fra 2 op til 4 dage.

  • Dagligdagen for landsbybeboere i Galizien i slutningen af 1800 -tallet og i begyndelsen af 1900- tallet.

    I slutningen af 1800-tallet var der en stor forskel på boligforholdene på landet i Galizien og i Danmark. De fattigste i Galizien har boet i hytter på omkring 40 kvadratmeter. Væggene var udfærdiget af knap tilhuggede stamme, med skarpe kanter i hjørnerne og overdækket med ler blandet med hakkelse, malet både indendørs og udendørs med kalk. Somme tider var væggene malet blå udendørs med tillæg af ultramarin.

    Dagligdagen for landsbybeboere i Galizien i slutningen af 1800 -tallet og i begyndelsen af 1900- tallet.

    Taget var overdækket med fyrretræsbrædder eller stråtag fremstillet af rugstrå. I sådanne huse var der stuen med ovnen, ved siden af befandt sig et kammer til opbevaring af næring og et rum til kvæg, almindeligvis til en ko eller til nogle får. I nogle huse forekom der ikke et særskilt rum til husdyrbestand, og køer og får blev holdt om vinteren i stuen. I disse bygninger var vinduerne meget små på grund af en høj pris på glas og derudover for at forebygge varmespild. Interiøret blev opvarmet med en stor lerovn. Bedsteforældre og børn sov i stuen, Større børn sov i laden, hvis bonden har ejet sådan en. Det var hytter uden skorsten, men blot med et hul i taget. Hytterne var mørke og lugtede af røg og staldgødning. Gulvene bestod af stampet ler. Rigere bønder har boet i større huse, der var opdelt i to dele, een til mennesker og een til husdyr.

    I slutningen af 1800-tallet indtrådte en "kulinarisk revolution", og kartofler og kål er blevet til grundnæring, mens gryn og ærter spistes i et mindre omfang. Rigere og gennemsnitlige bønder har spist kartofler tre gange om dagen. Til morgenmad fik man kartofler med svinefedt og om onsdagen og lørdagen med smør. Om vinteren har man spist en traditionel polsk suppe "zurek" med kartofler (lavet af surdej). I perioden, hvor man arbejdede på marken fik man frokost, der bestod af brød med smør eller svinefedt. Til middagsmad blev der spist kål med kartofler og med mælk. Kartofler blev sommetider erstattet med gryn eller ærter. Under markarbejder fik man også eftermiddagsmad, dvs. et stort stykke brød med svinekød, smør eller kvark. Til aftensmad fik man altid kartofler med sur mælk, kærnemælk eller en suppe lavet af vand med kogt løg. Man har spist med træskeer af en lerskål, der stod midt på bænken. Familien sad om bordet på skamler.

    Man har drukket mælk eller løgsuppe med peber fra separate skåle. Kød -svinekød har man spist meget sjældent, kun ved højtider. Hver anden søndag, kun i rigere gårde har man spist kaniner. Man har forberedt vinterforråd i form af fårekød og svinekød, som efterfølgende blev brugt som fedtesovs, dvs. hakket kød med svinefedt, der blev saltet. Fattigere bønder har slagtet en gris til tre, fire familier.

    En daglejer i Galizien havde det brød han fik til frokost og om eftermiddagen og forsøgte at spare for at bringe mest af det med sig hjem.

    I fattige familier fik børnene brød som lækkerbisken. Grundnæring for de fattigste var kartofler uden fedt serveret tre gange om dagen. De fattigste daglejere kunne kun sommetider tillade sig fedtesovs, som de har købt i en forretning. Man skal være opmærksom på, at de fattigste aldrig har spist sig mæt og har ofte sultet.

    Midt i 1800-tallet dominerede dragter fra tjekkiske manufakturer blandt kvinderne i Galizien. Til daglig har kvinderne klædt sig i nederdele og bluser af den billigste bomuld og tørklæder om hoved. Til markarbejdet har kvinderne taget hørforklæder på. Undertøj var også lavet af hørstof. Man har også haft det på under arbejde om sommeren. Efterfølgende blev det erstattet med bondeskjorter. Om sommeren har kvinderne uanset deres økonomiske status gået barfodet, og om vinteren har haft ruslæderstøvler. I de fattigste familier har ikke alle familiemedlemmer haft sko og af den grund gik man ud på skift.

    Polske sæsonarbejdere i festlige dragter fra Galizien blev beundret af Maribos beboere ved overgangen til 1900-tallet. Disse dragter bestod af en tynd skjorte med hvidt broderi på kraven og kulørte nederdele. Man har taget en bomuldsbluse over skjorte, den bluse blev lavet af et stof af højere kvalitet, med broderi på kraven og manchetter. Det var gjort fuldstændigt med en uld- eller høreforklæde, som man har taget over nederdelen. Man har obligatorisk taget et fløjlskorset på ofte pyntet med kulørte tråde eller pailletter. Kvinderne har haft et hvidt eller mønstret tørklæde om hoved og et uldtørklæde om skuldrene, sorte ungarske langskaftede støvler eller sko med træskosål lavet af ruslæder. Rige bondekvinder havde også tre snore af halssmykker lavet af rød koral. Det var en meget dyr dragt, som de fleste kvinder på landet bare kunne drømme om. Polske kvindelige sæsonarbejdere har købt disse dragter efter deres hjemkost fra Danmark.

    Mændene har til daglig været iført undertøj lavet af ubearbejdet stof, tykke uldne bukser, samt en vest med ærmer og en lang kaftan i uld med broderi. Et eksempel på den slags kaftan findes i museet. Ligesom kvinderne gik de barfodede, og om vinteren har de taget langskaftede sko eller træsko på.

  • Markarbejder

    Sæsonarbejdere kom til Danmark ca. den 30. april og blev her indtil den 4. december. Deres ankomst var forbundet med udviklingen af sukkerindustrien i Danmark. De første forsøg på dyrkning af sukkerroer dateres til 1870. Forøgelse af sukkerproduktionen har fremmet behovet for ekstra arbejdskraft.

    • Markarbejder
    • Markarbejder
    • Markarbejder
    • Markarbejder

    Landbrugsarbejdere, der kom til Danmark har deltaget i arbejder forbundne med hele dyrkningsprocessen startet med såning til høstning af sukkerroer. Den første handling var manuel såning af sukkerroer, efterfølgende efter sukkerroer er begyndt at spire, blev udført plejearbejder, dvs. udtyndet og luget. Man har luget ved hjælp af tre- eller firkantede hakker med et kort skaft. Lugningen blev udført seks gange i perioden fra maj til juli, sukkerroer blev hyppet fire gange. Det var et overordentligt hårdt arbejde, fordi anvendelse af hakker med korte skafter har krævet en bøjet stilling.

    I Galizien anvendte man i samme periode hakker med lange skafter.

    I oktober startede høsten af sukkerroer. Sukkerroerne blev gravet af jorden op ved hjælp af specielle grebe med to tænder.

    Disse grebe var forsynet med korte skafter, som ligeledes har krævet en bøjet stilling. Til opgravning af sukkerroer blev også anvendt en smal spade, men den var ikke et praktisk værktøj, og man gav hurtigt afkald på den. Efter sukkerroerne blev gravet op af jorden har man fjernet bladene ved hjælp af et hakkekniv, roerne blev kastet i kurve, i hvilke blev de bragt til vogne, og transporteret til sukkerfabrikken.

    Udover arbejder ved dyrkningen af sukkerroer har man taget sig af malkning, arbejde med kartofler, gravning af grøfter og andre handlinger, der var nødvendige i et landbrug. Disse arbejder, der i Danmark var betragtet som typisk mandlige, blev også udført af polske kvindelige sæsonarbejdere, og arbejdet i Danmark var besværligt på grund af klimaforskelle. Alle arbejder, der blev udført af polske kvindelige sæsonarbejdere havde en bestemt pris i henhold til tariffen, som var gældende for udbetalinger af løn til landbrugsarbejdere for deres arbejde. Arbejdstiden var fra klokken 6 til klokken 18.30 med en 30 minutters pause til morgenmad og en 1-timers pause til middagsmad.

  • Polakloven

    I de første år med polske sæsonarbejdere blev de udsat for mange mishandlinger, der ofte blev foretaget af tilsynsførende – Aufseher’en. Op til 1908 blev kontrakter indgået af tilsynsførende med godsejeren. I kontrakter blev der beskrevet antal af arbejdere, og arbejder, hvilke de vil udføre under deres ophold i Danmark. Tilsynsførende var forpligtet til rekruttering, fremskaffelse af fornødne rejsedokumenter, til at bringe arbejdere til Danmark, til at få dem indkvarteret, til at sikre kost og føre tilsyn over deres arbejde. Arbejdsvilkår og lønforhold for sæsonarbejdere havde almindelig form af en mundtlig aftale mellem de enkelte arbejdere og tilsynsførende.

    Idet kontrakter ikke blev indgået i skriftlig form, var det grunden til mange mishandlinger fra tilsynsførendes side. Mange fik en for lav løn i forhold til det, som blev aftalt, modregning af kost, salg af ekstra næringsmidler for forhøjede priser. Indkvartering har også ladet meget tilbage at ønske - sæsonarbejdere har levet i rum uden varme, overfyldte, og ikke egnede til det formål, og de har sovet i etagesenge. Tilsynsførende har ofte opkrævet et illegalt ekstra gebyr for overnatning, som blev modregnet lønnen. Disse mishandlinger fra tilsynsførendes side medførte et arbejderoprør. De gentagne konflikter mellem tilsynsførende og arbejdere medførte strejker, oprør og demonstrationer. Den situation har foruroliget avlerne af sukkerroer, som led konkrete tab. På deres initiativ startede det danske folketing en proces som skulle regulere situationen for sæsonarbejderne.

    I 1908 blev ”Polakloven” vedtaget.

    Denne lov pålagde avlere af sukkerroer pligter, som var med til at beskytte sæsonarbejderne. Det var den første lov af den slags i Europa. Den grundlæggende ændring var begrænsning af egenmægtigheden af tilsynsførende, idet det blev obligatorisk, at kontrakten blev indgået direkte mellem godsejeren og arbejderen. Aftalen blev affattet på to sprog: polsk og dansk. Arbejdere skulle besidde arbejdsbøger, i hvilke der blev registreret art, tid, og tidspunkt for de udførte arbejder. Loven har ligeledes foreskrevet, at arbejdsgiveren skal anvende en bestemt tarif for markarbejder. Arbejdsgiveren var forpligtet til at forsikre arbejdere og sikre en ordentlig indkvartering. Boliger skulle være forsynet med et rum til forberedelse af måltider og udrustet med udstyr til forberedelse af mad. Disse boliger skulle opfylde sanitære normer, og brandesikkerhedsregler, og dette skulle være godkendt af respektive myndigheder. Medarbejdere fik garanteret kost i form af 12 kg kartofler om ugen, en liter mælk og et halvt kilogram brød om dagen. De fik ligeledes garanteret en minimumsløn på 15 kroner om måneden. Mandlige arbejdere fik sikret en gage på 1,50 kroner om dagen, mens kvinder skulle have 1,15 kroner om dagen i forårsperioden og ved markarbejder steg lønnen med 10 %.

    Der blev ligeledes foreskrevet i kontrakten honorar for plejearbejder og høst af sukkerroer. Hver slags arbejde blev detaljeret prissat. Man kunne få indsigt i lovens ordlyd i Det Danske Konsulat i Lvov i Galizien.

    Man forsøgte at fastsætte det antal sæsonarbejdere, som skulle komme til Danmark hvert år. Sukkerroedyrkerne har skullet indgive anmodninger til Arbejdsministeriet i Danmark og på baggrund af anmeldelserne blev der udarbejdet en rekvisition vedrørende sæsonarbejdere. Samtidig har man underskrevet en aftale med østrigsk-ungarsk Arbejdsministerium, i hvilken man har foreskrevet regler vedrørende sæsonarbejdere og deres årlige kvoter. Derved blev der stoppet for illegal og egenmægtig rekruttering. Rekruttering blev ført af Kommunefogeder (lokale embedsmænd på lavere plan) under tilsyn fra Arbejdskontorer. I år 1911 kom10.320 sæsonarbejdere fra Polen til Danmark. På Lolland var der 4.609, som svarede 27 % af alle landbrugsarbejdere på øen.

    Det er sket, at sæsonarbejdere er blevet i Danmark til vinter, og til nytår blev deres kontrakter fornyet. Det skete dog meget sjældent, hovedsagelig fordi opholdet skulle være registreret af politiet, som også har sørget for at opholdet ikke blev forlænget.

    I år 1914, hvor den første verdenskrig brød ud, blev en del af polske sæsonarbejdere i Danmark takket være hjælp fra Sukkerroedyrkerne. Mange kvinder, som besluttede at tage hjem, nåede aldrig frem, fordi de blev interneret i flygtningelejre i nuværende Østrig og Tjekkiet.

    I år 1915 besluttede en del af arbejdsgivere at sende en mission af polske præster til interneringslejre med henblik på at hente polske sæsonarbejdere til Danmark. Missionen lykkedes og en ret stor gruppe af sæsonarbejdere kom tilbage til Danmark. De fik alle faste kontrakter og efterfølgende bosatte de sig i Danmark.

  • Fejring

    Sæsonarbejdere fik garanteret ved sine kontrakter fridage, som var både danske fester samt katolske højtider. På en arbejdssæson i Danmark har sæsonarbejdere haft i alt ni fridage. Under kirkelige højtider, først og fremmest i Kristi Legemsfest har polakker organiseret processioner, under hvilke har de forladt kirkens terræn. Netop ved sådanne lejligheder har de haft deres fine kulørte folkedragter på.

    Disse processioner var en slags af manifesteringer af hengivelse den katolske religion samt af deres nationale adskillelse. Man skal understrege, at den katolske kirke har spillet en kæmpestor rolle i sæsonarbejdernes liv. De første gudstjenester blev varetaget af præster, der kom fral Polen til de kaserner hvor sæsonarbejderne boede.

    Takket være pengeindsamlinger lykkedes det i år 1897 at rejse den første katolske kirke, som var Skt. Brigitta kirke i Maribo. Efterfølgende rejstes kirkerne i Nakskov og Nykøbing. Polakkerne har manifesteret hengivelsen til deres tro ved at pryde deres huse med billeder af hellige samt Jomfru Maria, samt billeder, der var konfirmationen for deres Første Hellige Kommunion.

  • Integrering af polske sæsonarbejdere med dansk samfund

    I hele perioden for sæsonemigration fra 1893 til 1929 har den største gruppe af polakker, der er blevet i Danmark været kvindelige sæsonarbejdere fra den Første Verdenskrig. Man skal være opmærksom på, at deres beslutning om at blive i Danmark var meget svær på grund af deres sociale status.

    De har manifesteret deres etnisk og kulturelle forskelle med deres folkedragter, hengivelse den katolske kirke og bevaring af folkeskikke, som var karakteristiske for den region, de stammede fra. Danskerne gjorde grin med kvinderne i folkedragter.

    For de fleste sæsonarbejdere var opholdet i Danmark blot en kort periode i deres liv. Oftest efter de har tjent et bestemt beløb kunne de tillade sig at blive gift i Polen.

    Nogen blev dog i Danmark, idet de blev gift med en dansker, og de fleste forlod så deres traditionelle dragt og valgt en typisk klædedragt, som kvinder havde i den periode.

    Med tiden blev polske kvindelige sæsonarbejdere integreret i samfundet på øen Lolland. Det eneste bevis for deres og deres efterkommere er nu de polske efternavne.

  • Polske foreninger og arbejderforeninger i årene 1983-1929

    I starten var den katolske kirke mødested for polakkerne. I 1920erne dannedes der under indflydelse af aktivister fra Det Polske Socialistiske Parti fagforeninger.

    Disse organisationer var dog ikke politisk engageret Det var mere polske foreninger, og deres hovedformål var opretholdelse af polskheden blandt Polakker, som var blevet i Danmark, dvs. de gamle sæsonarbejdere.

    I foreningerne organiserede man selskabelige sammenkomster, aktiviteter inden for kultur og uddannelse, og det var også med udspring fra disse foreninger, at der blev etableret de polske skoler som findes den dag i dag i Maribo, Nakskov og Nykøbing F

Udstilling

Kontakt

Museum Polakkasernen

Højbygårdvej 34, Tågerup, 4970 Rødby
telefon: 25 77 92 01
e-mail: 

CVR 35612831

MobilePay: 69 85 44

Entré kr. 50,- pr. voksen. Børn under 12 år gratis.

 

Polakkasernen holder åbent for besøgende i hele påsken 2024 fra Skærtorsdag til og med 2. Påskedag (28. marts til og med 1. april) – alle dage fra klokken 14.00 til 16.00

Museet åbner som planlagt for individuelle besøg fra 2. juli 2024 til og med 29. september samt i uge 42 alle dage undtagen mandag i tidsrummet klokken 14.00-16.00.

Det vil desuden være muligt at aftale gruppebesøg (minimum 10 personer) i månederne april, maj, juni, juli, august, september og oktober uden for den normale åbningstid. Gruppebesøg skal aftales på telefon 25 77 92 01. Henvendelse kan også ske på mail: info@polakkasernen.dk

 

 

 

 

Stil et spørgsmål
Museum Polakkasernen © Alle rettigheder forbeholdt
Projektet er medfinansieret af Polens Udenrigsministerium fra Polonia midler.
Ved at benytte vores side accepterer du, at cookies bliver gemt på din enhed. Vi bruger cookies til statistik. Du kan ændre indstillinger vedrørende cookies i din browserprogram.